“Det er ren magi” - Leg på Plejehjem er netop startet i Dybbøl

Dybbøl Plejecenter kan se frem til trippende børnesko i gangene og livsbekræftende øjeblikke, når Børnehuset Alssund fremover vil komme på besøg hver anden uge med deres Magiske Kuffert fyldt med sange, lege og godt humør.

En ældre kvinde rejser sig pludselig fra sin kørestol. Personalet får stor øjne, og griber hende i armen - hun har aldrig rejst sig op før. “Det er er ren magi” udbryder en medarbejder. Rundt om danser børnehavebørn, mens de smiler og vinker. 

Det er foreningen Samværd, der står bag mødet mellem de ældre og børnene. Med deres projekt “Leg på Plejehjem med Børnehaver” skaber de nemlig rammerne for at flere generationer kan mødes i et ligeværdigt fællesskab. 

Første legestue i Sønderjylland
Leg på Plejehjem med Børnehaver har indtil nu hovedsageligt eksisteret i Midtjylland, men nu er også Sønderjylland kommet med på holdet.

“Vi er så glade for, at Leg på Plejehjem nu også eksisterer i Dybbøl. Vi håber på, at denne legestue kan sætte skub i udviklingen, så flere børn og ældre kan få glæde af hinanden i Sønderborg - og måske hele Sønderjylland,” siger Rasmus Holst Nielsen, der er projektleder i foreningen Samværd.

Dybbøl Plejecenter og Børnehuset Alssund er altså de første til at opstarte en sådan legestue i det sønderjyske, og begejstringen var ikke til at tage fejl af: 

“Det er mega fedt. Det er så livsbekræftende at se, hvor glade beboerne og børnene bliver. Jeg glæder mig til at komme rigtig i gang,” fortæller Gitte Lundbæk, der er medarbejder på plejecentret. 

Startskuddet til mere samvær?
Foreningen Samværd har hjulpet plejehjemmet og børnehaven i gang med samarbejdet ved at undervise personalet i at facilitere legestuen, så alle får gavn af at mødes på tværs af generationer. Børnene oplever livets gang, mens beboerne mærker, at de kan bidrage aktivt ind i et fællesskab. 

Den første rigtige legestue bliver afholdt den 17. maj og fra da af skal de mødes hver anden uge. Og hvem ved, måske det udvikler sig til fælles cykelture, ringridning og busture sammen? Det var der i hvert fald allerede tale om under kurset!

Forrige
Forrige

Frivillige bringer glæde til legestue

Næste
Næste

Ny legestue i Risskov fik en forrygende start