Plejehjemmet Langgadehus i Valby lå centralt på vejen mellem Esras hjem og det lokale indkøbscenter, og hun kom således ofte forbi på de daglige ture med barnevognen under barslen med sin søn Isak. Hun tænkte tit over, hvad der gemte sig derinde bag murstenene og glasfacaden, og en dag tog hun mod til sig og ville gå derind – men hvordan gør man egentlig det? Er der et bestemt tidsrum, man kan gå ind på et plejehjem? Ringer man på? Og hvem lukker én ind?

Det viste sig, at døren var åben – og det var den i mere end én forstand. Man kunne gå direkte ind fra gaden, og da en ansat spurgte, om hun kunne hjælpe med noget, viste det sig at være forstanderen. Esra fortalte hende om en idé, der havde spiret i hendes hoved i noget tid: Når mange på barsel måske mangler social kontakt i hverdagen, når de i forvejen opsøger legestuer, når mange småbørn – særligt i de større byer – vokser op uden regelmæssig kontakt med ældre, når mange ældre måske også føler sig ensomme, og når mange plejehjem og lokalcentre faktisk har rigtig gode faciliteter – var det så ikke en tanke at etablere legestuer på plejehjem?

Sådan blev Danmarks første legestue på plejehjem startet. Der blev indkøbt puslebord, sponsoreret legetøj, og der blev fundet penge til en rytmiklærer. Og der blev danset, smilet og leget på tværs af generationer. Selv nogle af de ældre beboere, der havde svær demens, kunne huske navnene på børnene, og selvom de til hverdag måske ikke fortrak mange smil, smilede de varmt, når de genkendte de små.

Da Esra og familien flyttede til Aarhus, tog hun ideen om at starte Leg på plejehjem op hér med sig. Denne gang var hun på barsel med sit tredje barn, og også i Smilets By blev initiativet taget godt imod. Opbakningen var så stor, at der var grundlag for at skabe en forening, og sådan blev Samværd til - en kombination af ‘samvær’ og ‘værdi ‘ - for det er lige præcis dét, legestuerne giver og værner om; værdifuldt samvær, der gavner alle tre generationer..