Debatindlæg: Tryk næsen flad mod ruden og vink!

Debatindlægget er skrevet af vores musikvært og projektleder Rasmus Holst Nielsen og udgivet i Århus Stiftstidende.

Vi skal igennem en, for alle, svær tid sammen. Isolation og ensomhed er ikke kun forbeholdt en enkelt gruppe i samfundet. For at bekæmpe ensomheden og for at undgå fragmenteringer og parallelle virkeligheder i samfundet må vi tænke tiltag på tværs af individ og stat, institutioner og generationer.

Lotte Kærså skrev sangen "Her bor jeg" til legestueprogrammerne på DR i 1980'erne. Budskabet var, at alle skulle have det godt, og ingen skulle bo i noget småt. Kærsås samfundsbetragter dengang var et barn, der sad på puden og trykkede næsen flad mod ruden.

Hvis vi overfører billedet af den længselsfulde person, der trykker næsen flad mod ruden, til år 2020 og coronakrisen, vil vi se, at personen findes i alle aldersgrupper og på tværs af alle samfundslag.

Restriktionerne og konsekvenserne er vidt forskellige for de forskellige berørte grupper i samfundet. Men oplevelsen af afsavn og begrænsninger er individuel og kan være lige invaliderende for alle. Det må ikke blive en konkurrence om, hvem, der har det værst. Konklusionen må være, at alle er ramte.

Risikoen for, at senfølgerne af covid-19 ikke kun er forbeholdt dem, der bliver testet positiv, men også kan ramme alle dem, der har været udsat for selvvalgt eller tvungen isolation, er overhængende. Her kan (sen)følgerne tage form af ensomhed, depression og en generel negativ påvirkning af den mental sundhed og sociale trivsel.

Hvis der er noget, vi alle har måttet øve os på under coronakrisen, så er det at tænke i nye baner.

Jeg arbejder for foreningen Samværd. I Samværd har vi fokus på generationsmøder og den positive effekt af mødet på tværs af alder og livsvilkår. Gennem de sidste par år har vi igangsat og faciliteret "Leg på Plejehjem". Her har plejehjemsbeboere, forældre på barsel og deres babyer en gang om ugen kunnet mødes til sang, rytmik og leg.

Siden restriktionerne og forsamlingsforbuddene blev en del af virkeligheden, har vi i Samværd forsøgt os med flere nye tiltag som vinduessang, drive-ind-legestuer og fællessang.

Der er og bliver brugt masser af tid og ressourcer fra mange sider på at finde nye veje til at bekæmpe ensomhed. Kampråbet (måske mest i foråret) var "sammen hver for sig". Men hvad er der blevet af "sammen"? Vi ser nye tiltag for enkeltgrupper. De unge kan mødes for at være fælles om en ting, arbejdspladsen mødes i et lukket fællesskab til noget andet, børnehaver og skoler laver noget for dem selv, og plejehjemmene har måttet lukke sig om sig selv.

Men hvis de individuelle ofre skal give mening, kræver det, at vi har en indsigt og forståelse for hinanden. Hvis vi ønsker at skabe en større forståelse og solidaritet på tværs af generationer og grupper i samfundet og ikke kun reducere "sammen" til fællessang på DR, må vi være varsomme med at skabe små parallelle virkeligheder, hvis utilsigtede sideeffekt er at styrke den interne virkelighedsopfattelse i gruppen med dertilhørende risiko for at grave forståelseskløften mellem os alle afgrundsdyb.

For at skolebørnene, de unge, lønmodtagerne, de selvstændige og de ældre skal kunne finde mening i de mange afsavn, restriktioner og konsekvenser, som fylder hverdagen, må vi have fokus på det fælles og "sammen". Det kalder på handling og samarbejde på tværs af privat og offentlig, individ og samfund, institutioner og generationer.

Men hvad kan vi så gøre? Svaret er ikke lige til, og det koster tid og ressourcer, når alle restriktioner skal overholdes. Men det er vigtigt og skal prioriteres. Så inviter mennesker, der er berørt på deres levebrød - som f.eks oplevelsesindustrien, mink- og restaurationsbranchen - til at deltage i online-undervisningen med hjemsendte skolebørn for, at begge parter kan blive klogere på og lære af hinanden. Skab mulighederne for, at børnehavebørn og plejehjemsbeboere kan hilse, lege, bevæge sig og synge sammen gennem ruderne. Lav pausegymnastik med de hjemsendte medarbejdere og seniorerne, der ikke kan komme på lokalcentret, eller hjælp med at købe ind for din ældre nabo.

Eller start med at kigge op og ud næste gang, du sidder der på puden, så vil du opdage, at der også er andre, der trykker næsen flad mod ruden. Andre, der ligesom dig sikkert vil værdsætte at blive set, og se, at der er én, der vinker ind til dem. Det vil skabe forbundethed, samvær og livsglæde - også i en coronatid.