Fornyet motivation til “Leg på Plejehjem”-netværksdagen

“Børnene lærer, at de ældre slet ikke er så farlige - de er faktisk bare vores gode venner!” (citat, børnehavepædagog)

Det var en ganske særlig oplevelse, da vi samlede 45 personer, der brænder for Leg på Plejehjem og for at lære nyt og dele deres succeshistorier!

Når man som plejehjem eller børnehave køber et kursus i Leg på Plejehjem, bliver man også en del af et større netværk med alle andre, der har Leg på Plejehjem. Hvert halve år inviterer vi, Samværd, til en netværksdag med fokus på viden, sparring, inspiration og erfaringsudveksling.

Sådan en netværksdag har vi netop afholdt med Den Gamle By i Aarhus som ramme. Dagens deltagere var børne- og vuggestuepædagoger, plejehjemspersonale og musikværter. De kom fra nær og fjern - både fra Randers, Skanderborg, Dybbøl, Middelfart, Silkeborg og Aarhus. (Se her hvor der er Leg på Plejehjem i Danmark.)

Sanselighed og erindring

Mette Drescher holder oplæg (foto: Samværd)

Dagens tema var "Sanselighed og erindring", derfor havde vi inviteret sansemotoriker Mette Drescher til at holde et oplæg om sansemotorik og sansernes betydning. Hun bidrog med nye perspektiver på alt fra taktilsansens betydning for indlæring til hvorfor gyngestolens egenskaber er geniale for ældre mennesker. Derudover gav hun deltagerne nogle konkrete konkrete øvelser og redskaber med hjem til plejehjem og børnehaver.

Vores rundviser, der fortalte indlevende om erindringslejligheden i Den Gamle By (foto: samværd)

En rundvisning i Den Gamle By’s “erindringslejlighed” var også en del af programmet. Her blev deltagerne taget med tilbage til år 1957. Vores rundviser fortalte om, hvordan de bruger lejligheden til at borgere med demens kan få vakt minderne frem gennem aktivering af sanserne. Succeshistorierne var mildest talt rørende, og gav inspiration til alle deltagere i forhold til, hvordan demensramte kan hjælpes til at fremkalde minder gennem fysiske objekter.

Ideer og inspiration på tværs

Efter en herlig frokost i form af smørrebrød, nåede vi til dagens sidste punkt, hvor der blev udvekslet erfaringer og konkrete ideer til løsninger på nogle af de udfordringer der opleves til legestuerne. Der blev også delt mange succeser og smukke historier til inspiration for hinanden.

Der blev flittigt noteret og taget billeder til oplægget med Mette Drescher (foto: Samværd)

Begejstringen smitter

På sådan en dag bliver vi bekræftet i, at det har stor værdi for deltagerne at mødes med andre, der også kender og afholder Leg på Plejehjem. Begejstringen og den gode energi fra deltagerne kan virkelig mærkes - og den smitter.

Med sig hjem tog deltagerne konkrete idéer til arbejdet med Leg på Plejehjem og til at skabe generationsmøder:

  • "Øget fokus på, hvordan man skaber kontakt mellem børn og ældre"

  • "Fokus på at de ældre ikke ender som tilskuere"

  • "Invitere flere gamle med ind i kredsen"

  • "Tilrettelægge legestueprogram ud fra de forskellige sanser"

  • "Valg af lege hvor primære sanser bruges både af børn og ældre".

Projektleder Mai-Brit. (Foto: samværd)

Dagens vidensinput satte også tanker igang om tiltag uden for legestuerne. Eksempelvis:

  • “Mere fokus på de primære sanser i dagligdagen"

  • "Tanker og input omkring reminiscens og brugen af det".

Vi mærkede en arbejdsglæde og stolthed hos deltagerne ved at være en del af et projekt, der er til glæde og gavn for så mange. Vi har det på samme måde, og glæder os til at afholde næste netværksdag om et halvt år!

Forrige
Forrige

Leg på plejehjem er startet på Samsø

Næste
Næste

Hvilket samfund ønsker du dig?