Nu synger vi foran vinduerne
Fra i dag har vi ændret lidt i vores lege-repetoire. Coronavirus forhindrer os nemlig i at holde i hånd og hygge med rasleæg, nysgerrige babyer og glade plejehjemsbeboere. Men det forhindrer os ikke i at synge - og er der noget, der kan samle os alle på afstand netop nu, må det i dén grad siges at være musik.
Derfor har vi i dag taget hul på ‘Vinduessang på plejehjem’, hvor vi i samarbejde med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og en lang række andre musikalske foreninger er med til at sende musik og kærlige tanker ind til plejehjembeboerne. På den måde kan vi nemlig vise, at vi alle er der for dem lige på den anden side af ruderne.
Vejret i dag var endda så godt, at beboerne på Søholm Plejehjem kunne sætte sig ud i haverne og nyde godt af besøget af vores musikvært og projektleder Rasmus på guitar og hans søn Sylvester på blokfløjte, der lod tonerne af klassiske danske sange lyde på behørig afstand. På Trøjborg Plejehjem fik de besøg af musikvært og projektleder Mai-Brit, og her blev der sunget med både fra haven og helt fra vinduer på tredje sal😍
Vi glæder os sådan til at kunne komme tilbage og lege på plejehjemmene igen, men indtil da, vil vi glæde os til meget mere vinduessang, der fremover vil komme ud til så mange plejehjem i Aarhus Kommune som overhovedet muligt❤️
Foto: Niels Åge Skovbo