Vi holder pause med DRIVE-IN legestuer
Som en konsekvens af at corona-smitten er tiltagende i Aarhus, og at plejehjemmene igen må passe ekstra godt på deres beboere, har vi været nødt til at forholde os en ekstra gang til de tiltag/aktiviteter, vi byder ind med.
Derfor har vi i samråd med plejehjemmene besluttet at aflyse alle DRIVE-IN legestuerne, fordi tiden simpelthen er for uforudsigelig til at invitere jer forældre og babyer ind i gården/på terrassen.
Vi havde ellers de bedste intentioner om at slå større telte og varmelamper op i gården på plejehjemmene for at forberede os til den køligere tid og varme hjerter igennem musik, rytmik.
Vi bliver dog nødt til at erkende, at den usikre situation og konstant ændrede retningslinjer, gør det svært for os at sætte den ønskede ramme omkring legestuen.
Vores musikalske legestuer bliver derfor sat på pause på ubestemt tid, men vores musikværter vil så vidt muligt blive ved med at glæde plejehjemsbeboerne ved at synge foran vinduerne, jf. vores tiltag om Vinduessang.
Vi, i Samværd, vil bruge den kommende tid på at fortælle nye kontakter og andre interesserede om vores arbejde og fokus. Ambition er at synliggøre det altgivende og magiske, der sker, når flere generationer kan mødes om fælles oplevelser.
Vores ønske og håb for fremtiden er, at når dørene igen åbnes på plejehjemmene, så vil hilsesangen, se min kjole og jeg ved en lærkerede kunne synges til endnu flere legestuer til glæde for store og små.
Vi glæder os til, at vi skal synge og grine sammen igen.