Vi søger: Musikvært for foreningen Samværd

Samværd_HeartsMinds_123 kopier.jpg

Foreningen Samværd søger nye musikværter til Leg på Plejehjem i Aarhus C og i Højbjerg med mulighed for opstart med det samme

Til Leg på Plejehjem tilbringer tre generationer, babyer, forældre og plejehjemsbeboere, hver uge tid sammen med musik, rytmik, leg og samtale.

  • Babyerne kravler rundt og smiler til beboerne, forældrene og de andre børn. De oplever, at deres smil bliver gengældt med et smil, dikke-dikken eller et rasleæg, der trilles hen til dem.

  • Forældrene taler sammen og udveksler erfaringer med beboerne, og de ser deres børn trives og få en masse positiv opmærksomhed.

  • Plejehjembeboeren, der kan være udfordret ift. at tale eller bevæge sig, skråler pludselig med og kører armene rundt, når vi synger “Først den ene vej, og så den anden vej…”

Legestuerne varer to timer, og du er værten, der tager imod og byder indenfor samt faciliterer ca. 40 minutters rytmik til glæde for alle deltagende generationer ved brug af rekvisitter som rasleæg, tørklæder m.m. Som musikvært binder du arrangementet sammen, sørger for en god stemning og muliggør møder på tværs af generationer.

Den ene legestue ligger onsdage kl. 10-12 (Aarhus C), og den anden tirsdage kl. 10-12 (Højbjerg).


Vi forventer, at du:

  • er musisk kvalificeret - fx er uddannet musiker, musikterapeut, pædagog, fysioterapeut, ergoterapeut eller lærer, men vi vægter dine kompetencer højere end din uddannelsesbaggrund

  • er selvstændig og kan varetage planlægning og udførelse af legestuen

  • er åben og imødekommende som person og tager tingene med et smil

  • formår at skabe en god atmosfære og dialog i et rum med både helt små børn, forældre og ældre, og er nysgerrig på at møde mennesker i alle aldre

  • har kendskab til eller lyst til at lære lidt om livet på et plejehjem

Da vi har ca. ti legestuer, bliver du en del af vores team med andre musikværter. I teamet mødes vi engang imellem til fælles sparring, erfarings- og vidensdeling.

Vi har i foreningen en projektgruppe, som vil hjælpe dig med at blive godt rustet til opgaven med både at kunne favne ældre, forældre og babyer.

Som vært bliver du ansat gennem FO-Aarhus med dertilhørende løn- og ansættelsesforhold. Du aflønnes for to timers Leg på Plejehjem ugentligt inkl. forberedelse.

Hvis du er interesseret i at blive musikvært, så kontakt projektleder Rasmus Holst Nielsen på tlf. 29396764 eller rh@foreningensamvaerd.dk, og oplys følgende:

  • Kvalifikationer og erfaringer

  • Hvilket kendskab har du til konceptet?

Har du spørgsmål til jobbet, er du også velkommen til at hive fat i Rasmus.

Ansøgningsfrist: løbende og med opstart snarest.

Vi glæder os til at møde dig!

Forrige
Forrige

Event: Musikalsk legestue til Aarhus festuge

Næste
Næste

Leg på Plejehjem med Børnehaver hos Generationernes Hus