“Her er der altid kaffe på kanden”
Forældre i Aabenraa vil fremover føle sig godt taget af, når de hver tirsdag kan besøge Plejehjemmet Lergården til sang, leg - og kaffe på kanden. Projektet Leg på Plejehjem er nemlig kommet til byen!
Ind ad de automatiske skydedøre ankommer den ene autostol efter den anden. De bliver placeret langs væggen, hvor et par rollatorer allerede er parkeret. Det er projektet Leg på Plejehjem, der netop er startet på plejehjemmet Lergården i Aabenraa.
Personalet på plejehjemmet har været på kursus, og er nu blevet certificeret. Fremover kan de derfor hver tirsdag kl. 10-12 invitere barslende forældre med børn i alderen 0-3 år indenfor til musikalsk legestue.
“Vil du vinke, så vinker jeg?” bliver der sunget i kor af både beboere, medarbejdere, forældre - alt imens små babyhænder vifter rundt i luften.
Et plejehjem med plads til alle
“Her er der altid kaffe på kanden” siger Kirsten Petersen, der arbejder på plejehjemmet som social og sundhedshjælper, mens hun skærer den friskbagte kringle ud.
Tanken med at åbne plejehjemmet op for lokalsamfundet og invitere til legestue er at bryde nogle alders-mure ned. For når man mødes på tværs af generationer, opstår der magi:
Midt under legestuen får en beboer tårer i øjnene. De gamle danske børnesange, kombineret med synet af lydene af de små babyer rammer noget dybt i hende. Selvom hun er svært ramt af demens og sproget derfor ikke længere er let at finde frem, åbner hun pludselig munden: “Det er fantastisk. Det er fantastisk!” siger hun igen og igen.
Legestuen er ved at nå sin ende, og kaffen og kagen serveres. Efter snak, grin og baby-nusseri, bliver autostolene samlet op én efter én og forsvinder ud af døren. Heldigvis går der ikke længe før de kan vende retur.
På tirsdag starter det hele forfra - til glæde og gavn for både børn, forældre og ældre.
Læs JydskeVestkystens artikel fra den efterfølgende legestue her.