NYT KONCEPT: INSPIRATIONSHISTORIER

Vi vil så gerne fortælle flere gode historier fra Leg på Plejehjem. Fremover vil der derfor dukke små inspirationshistorier op på vores hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier. Historierne kommer rundt omkring fra landets legestuer. De kan både tage udgangspunkt i gode råd, smukke oplevelser eller idéer til nye aktiviteter.
Vi håber, I vil tage godt imod dem. Og hvis i sidder inde med gode historier, må i endelig give dem til os - så vi kan give dem videre. Til glæde, gavn og inspiration for alle. 

Dagens historie kommer fra Kristrupcentret i Randers, hvor centerleder Pia Villadsen fortæller om sine erfaringer med Leg på Plejehjem i samarbejde med Kristrup vuggestue.

“Hold det simpelt”

“Selvom man er meget gammel, så har man stadig en fantastisk fantasi - og det har børn på 2 år også. Derfor skal der ikke ret meget til for, at der bliver skabt en relation.” Dét er hovedpointen i centerleder Pia Villadsens fortælling fra sine erfaringer med Leg på Plejehjem. Hør, hvordan de på Kristrupcentret formår at skabe relationer gennem tilgangen: “Less is more.”


“Man skal lade være med at tænke for meget over tingene - for børn og ældre forventer ikke ret meget. Lad dem føre ordet.”

Sådan starter Pia sin sætning, da jeg beder hende give et godt råd til at få en god legestue. 

Hun fortsætter:

“Man skal investere tid i, at beboerne og børnene får en relation. De gange, hvor der ikke er så mange aktiviteter på programmet har vi oplevet, at det fungerer helt vildt fantastisk alligevel. For så bliver der tid til, at et barn spontant kommer med et rasleæg og giver det til en beboer - som tager imod det, og så laver de noget sjovt sammen.” 

Men selvom det lyder nemt bare at lade legestuen være op til børnene og de ældre selv, så er det langt fra noget man “bare” kan gøre. Det kræver, at medarbejdere fra begge sider bakker op:

“Det er virkelig nogle dygtige medarbejdere - de gør et stort stykke arbejde for at skabe trygge rammer. Det er også tydeligt, at der efterhånden er kommet noget mere dynamik i det, fordi medarbejderne nu kender hinanden. Så det kan godt være, der er en der står for det, men de hjælper hinanden på kryds og tværs.”

For børnene og beboerne kræver det også lidt tilvænning i starten, før man kan slække lidt på rammerne:

“I starten var børnene generte og vidste ikke, hvad de skulle, men gennem kontinuerlige besøg hver 14. dag har både medarbejdere fra plejehjemmet og daginstitutionen lært hinanden at kende - og det samme har børnene og beboerne. Der er blevet skabt tryghed og tillid til, at huset vil dem noget godt, og nu føler børnene sig helt hjemme.”

Leg på Plejehjem på Kristrupcenteret.

De mange farverige tørklæder er altid et hit, når både børn og ældre skal være med i en aktivitet.


Børnenes naturlige omsorg
Børnene lærer, at alle skal være med, så selvom de er helt små, så spotter de, hvis nogen ikke er med - og så går de derover. 

“Vi har en borger, der lider af demens og kan have svært ved at finde ud af, hvad det er, der skal ske. Det mærker børnene, og der er noget, der drager dem mod vedkommende. Som om de kan se - okay, her er faktisk en - selvom man er voksen - der er lidt genert og ikke helt er med. Og så går børnene til vedkommende. Det er fantastisk at opleve!”

Pia fortæller om et andet godt eksempel på, hvordan børnene inddrager de ældre:

“Vi har en anden beboer med kognitive udfordringer, som er meget tilbageholdende. Men børnene opdager ham alligevel. Og det er noget af det mest fantastiske. Børnene vurderer ikke - de oplever bare, at her kan der blive en form for kontakt.”

De små ting tæller
“Det er de bitte små ting, der planter sig hos beboerne,” fortæller Pia Villadsen og fortsætter: 

“Bare børnenes tilstedeværelse giver smil på læben - også hos dem, der normalt ikke har let til smil. Fem minutter med et barn kan jo give glæde, der varer nærmest en uge. Derfor er legestuen virkelig også noget beboerne glæder sig til.” 

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor netop børnenes besøg bliver et højdepunkt for mange beboere:

“Det handler nok om, at børn er så umiddelbare. De spørger jo bare eller mærker, hvis der er noget de er nysgerrige på. De er ikke så forbeholdne som vi andre er. Vi kunne virkelig lære noget af at være barn igen.

Og for at få mest muligt glæde af hinanden har de nu indført et nyt initiativ: 

“Vi er begyndt med at børnene spiser deres madpakker hos os. Og det er helt fantastisk. Der er virkelig stor tilslutning. Også fra de beboere, der ellers har været til lidt tilbageholdende. De kan næsten ikke slippe børnene igen.“


Tak til Pia Villadsen for at dele erfaringer fra legestuen på Kristrupcenteret!

Vil du fortælle os om dine oplevelser med Leg på Plejehjem? - Så hører vi meget gerne fra dig.


Skriv til Amalie på ab@foreningensamvaerd.dk

Forrige
Forrige

“Her er der altid kaffe på kanden”

Næste
Næste

Samværd vokser: Nyt projekt "Havefamilier" ser dagens lys