Samværd vokser: Nyt projekt "Havefamilier" ser dagens lys
Nyt projekt skal skabe havefællesskaber på tværs af generationer i Aarhus
Foreningen Samværd har modtaget 280.100 kr. i fondsstøtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn til projektet Havefamilier, der skal bidrage til at skabe flere fællesskaber på tværs af generationer.
Med 280.100 kr. i støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn kan foreningen Samværd nu trække i havehandskerne og begyndte opstarten af projektet Havefamilier.
Havefamilier er en idé, der længe har eksisteret i foreningen, så det er med stor glæde, at der nu er midler til at afprøve den:
“Vi kan slet ikke få armene ned. Endelig kan vi begynde at skabe fællesskaber mellem ældre med egen have og børnefamilier uden have - til glæde og gavn for alle parter,” fortæller Mai-Brit Bondo, der er er projektleder i foreningen Samværd.
To udfordringer med en fælles løsning
Flere og flere ældre ønsker at blive boende i eget hjem, men må opgive bl.a. fordi, de ikke længere kan holde deres have. Samtidig sidder flere og flere børnefamilier i byerne og savner en have.
Projektet Havefamilier vil matche de to målgrupper og dermed give børnefamilier adgang til en have, hjælpe ældre til at kunne blive boende længere tid i eget hjem og måske vigtigst af alt: skabe fællesskaber på tværs af generationer og mindske ensomhed.
Fondsstøtten er et stort skridt for foreningen Samværd, der med projektet Leg på Plejehjem allerede har god erfaring i at skabe aktive fællesskaber på tværs af generationer:
“Jeg er meget stolt og glad på hele foreningens vegne. Fondsstøtten får Samværd til at vokse og være mere end et enkelt projekt. Det understreger, at vi er sat i verden for at skabe møder på tværs af generationer på flere forskellige måder - både på plejehjem og nu også i haver. Det er kæmpestort, og jeg glæder mig til at se, hvordan projektet vil udfolde sig,” forklarer Andrea Krüger Holm, der er bestyrelsesformand for foreningen Samværd.
Projektet forventes at starte op i januar 2023, og det er allerede nu muligt at tilmelde sig!
Kontakt
Foreningen Samværd - Havefamilier
Amalie Eising Bentholm
Tlf.: 2818 0030
Mail: ab@foreningensamvaerd.dk